Kulturmøder aktivitet 1

Jeg har valgt at skrive en samlet tekst, hvor svar på alle 8 spørgsmål indgår.

Efter at have læst artiklen "Kulturmøder i pædagogisk arbejde" i bogen "Dansk Kultur og kommunikation" af Mogens Sørensen har jeg valgt følgende citat fra side 235:

"Når vi kommunikerer med personer, der ikke er født og opvokset i Danmark, er det også vigtigt at holde sig for øje, at ringe sprogbeherskelse nærmest automatisk sætter en person i en underlegen situation. Helt generelt kan man sige, at god sprogbeherskelse giver magt, mens ringe formuleringsevner og ordforråd stiller en svagt i samtalen. Der er faktisk en utrolig tæt sammenhæng mellem sprogbeherskelse og status og magt i både sociale og menneskelige relationer"

Jeg synes, at dette citat siger meget om kulturmøder og siger noget om hvor vigtigt sproget er. Som det også nævnes i teksten så er sprog koder, som vi lærer gennem vores opvækst når vi er sammen med andre. Sprog er både verbalt og nonverbalt, så det talte sprog og kropssproget er fyldt med koder, som er forskellige fra kultur til kultur. Der kan både være forskel på sproget (koderne) mellem etniske danskere og mellem danskere med anden etnisk herkomst. Det vil sige at, der er forskel på hvordan en havnearbejder fra Sydhavnen og en direktør fra Hellerup kommunikerer, ligesom der er forskel på hvordan en etnisk dansker og en iraner kommunikerer.

Som pædagoger er vi nødt til, at forholde os til at der er findes en utal af måder at kommunikere på og at der IKKE findes én måde der er den rigtige. Pædagogen må forsøge at sætte sig ind i og afkode, hvordan den man møder kommunikerer og hvilke forudsætninger der ligger til grund herfor. Pædagogen kan naturligvis ikke kende eller "knække" alle koder, men i kulturmødet er det vigtigt at forsøge at sætte sig ind i den andens forudsætninger for kommunikation.
Citatet siger også noget om, at sprog og formuleringsevne er lig med magt. For eksempel kan havnearbejderens måde at kommunikere på, give ham magt i Sydhavnen (havnearbejderens felt), mens direktøren via sit sprog og formuleringsevne kan have magt indenfor sit felt. For at skabe et positivt kulturmøde, må pædagogen forsøge at kommunikere/formulere sig, så ingen parter i kulturmødet føler sig underlegen. Pædagogens arbejde er relations dannelse og alt andet lige, vil det påvirke relations dannelsen i negativ retning, hvis en part i kulturmødet føler sig underlegen. Pædagogen skal dog stadigvæk optræde som fagpersonen og professionelt i kulturmødet.

Pædagogen bør derfor være opmærksom på egne formuleringer, eget kropssprog og så vidt muligt sætte sig ind i den andens forudsætninger for og måde at kommunikere på inden et kulturmøde om end det er et møde med personer af anden etnisk oprindelse end dansk, en etnisk dansker fra et specifikt miljø/felt eller om det er en person med nedsat funktionsevne.

Som tidligere nævnt, så er relations dannelse en rigtig vigtig del af det pædagogiske arbejde, så derfor bør vi beskæftige os med kulturmøder. En dårlig oplevelse, kan være med til at påvirke relations dannelsen i negativ retning. Som det også nævnes i teksten så er kultur ikke statisk og man kan derfor ikke sætte alle muslimer eller havnearbejdere (uden sammenligning i øvrigt) i samme bås. Kultur for den enkelte er individuel og påvirkes af de oplevelser den enkelte får i løbet af livet (her kunne man inddrage Bourdieu og hans Habitus begreb, men det undlader jeg).
Pædagogen bør derfor så vidt muligt sætte sig ind i den andens situation og kommunikations forudsætninger inden mødet. Det at være på forkant i forbindelse med kulturmødet er, efter min mening bedre end at være på bagkant og skulle reparere på eventuelle dårlige oplevelser eller misforståelser senere hen.

Jeg mener det er vigtigt at gå ind i kulturmøder uden fordomme. Kultur er foranderligt fra individ til individ og derfor kan eksempelvis den ene iranske familie være helt anderledes end en anden iransk familie eller for sags skyld den ene etnisk danske familie og den anden. Jeg mener det er vigtigt altid at tage udgangspunkt i den enkelte og forsøge at opbygge den gode relation.
Jeg vil i forløbet med kulturmøder gerne have øve mig i og måske få "teknikker" eller ideer til hvordan jeg hver eneste gang tager udgangspunkt i den enkelte og blive bedre til, at afkode både verbal og nonverbal kommunikation, samt blive mere opmærksom på min egen kommunikation og hvordan modtageren afkoder denne.

Min umiddelbare interesse ligger omkring familier med anden etnisk herkomst end dansk. Jeg har igennem 6 år (og gør det stadigvæk) arbejdet i en daginstitution, hvor der er en del børn med anden etnisk herkomst. 20-25% af børnene er ikke etnisk danske og dermed det vi kalder tosprogede. For øjeblikket er der mange nationaliteter lige fra kinesere, rumænere, polakker, grønlændere, tyskere til albanere og roma børn. I denne daginstitution har det altid været sådan og derfor har der altid været meget fokus på kulturmøder og hvordan vi får det bedste ud af dem og dermed skaber gode relationer med børnene og deres familier. En del af familierne har gennem årerne haft flere børn i daginstitutionen og kender dermed efterhånden rytmen i en dansk daginstitution. Alligevel fornemmer jeg ofte, at der sker misforståelser, mellem pædagoger og "nye" som gamle familier. I øvrigt sker der i bund og grund lige så mange misforståelser mellem etnisk danske familier og pædagoger, hvilket siger mig, at kultur jo er meget bredt og kulturmøder både dækker over møder med ikke etnisk danske familier og etnisk danske familier.

Jeg vil i dette holde mig til kulturmøder med familier af anden etnisk herkomst end dansk.

Jeg synes generelt at familierne med anden etnisk herkomst end dansk er meget taknemmelige overfor den omsorg pædagogerne giver deres børn. Jeg husker en far, som var så taknemmelig over at der i dagsinstitutionen var sat fokus på sprogstimulering af hans søn. Faren var lykkelig over, at hans søn fik hjælp til at lære dansk, da faren selv havde haft kæmpe problemer med det, da han var ung og gik på en ungdomsuddannelse.
Et negativt eksempel, som blev vendt til et positivt, var for nogle år siden, hvor forældrebestyrelsen i daginstitutionen havde besluttet at der en gang i mellem om fredagen skulle være "forældre-kaffe" hvor forældrene kunne komme og drikke en kop og sludre med de andre forældre eller pædagogerne og lege med deres børn. En god og ret klassik idé, som helt sikkert foregår mange steder. Forældrebestyrelsen bagte kage til hver arrangement og hængte opslag op omkring det. Efter noget tid gik det op for os at børn og forældre fra familier med anden etnisk herkomst end dansk, stort set aldrig satte sig ned og sludrede. Forældrebestyrelsen og pædagogerne synes det var lidt mærkeligt og egentlig synd for børnene at de aldrig deltog i "forældre-kaffe" og derfor besluttede vi os for at finde ud af hvorfor de aldrig deltog. Det viste sig at familierne ikke rigtig forstod hvad det gik ud på og egentlig troede et var et møde, som de så af høflighed ikke ville forstyrre. Derfor forlod de børnehaven ekstra hurtig de fredage. De var vant til, at få en personlig seddel i hånden med en forklaring, når de skulle møde op til et arrangement og det fik de jo ikke i forbindelse med "forældre-kaffe", hvor der "bare" et opslag. Denne misforståelse blev vendt til noget positivt og efterfølgende deltog alle i "forældre-kaffe".

De klassiske faldgruber inden for kulturmødet, tænker jeg er de fordomme man som person kan have overfor andre om det så er havnearbejdere eller muslimer. Vi som pædagoger SKAL lægge vores personlige holdninger, fordomme og negative oplevelser hjemme i skuffen og ikke tage dem med på arbejde. Pædagogen skal være professionel i forbindelse med kulturmødet uanset hvilken etnicitet dem man møder kommer fra/med.
Kulturforskelle bør ikke være hindrende for den pædagogiske faglighed, her skal pædagogen vise sin professionalisme. Derudover skal pædagogen bruge de pædagogiske metoder i forhold til hvilken kultur pædagogen arbejder med. Pædagogen bør også være åben overfor andre kultures måder/metoder, da det jo kan være de kan bruges i forhold til et specifikt barn/borger/familie.

Aktivitet 4

Refleksioner over undervisningsforløbet "Børns mundtlige legekultur"

Forløbet startede med artikler med forskellige synsvinkler omkring børnekultur, børns kultur og kultur af børn.
 Kultur af børn definerer at børn rent faktisk selv kan skabe kultur og ikke udelukkende er objekter, der har brug for at modtage kultur fra voksne. Børn er subjekter og selvskabende, hvilket jeg synes er interessant at lægge mærke til. At børn er subjekter betyder ikke at voksne ikke længere skal præsentere børn for kultur, tværtimod. Børn skal præsenteres for en masse kultur og udtryksformer, men samtidig skal der skabes rum og tid til kulturen der skabes af børnene selv.
Dette vil jeg helt sikkert forsøge at lægge mærke til i min hverdag i børnehaven.

Udover ovenstående øjenåbner så har forløbet, været med til at give mig gode idéer til forløb med fokus på børns sprog og de didaktiske muligheder der ligger i det inden for de pædagogiske læreplaner. Med forløb med sprog vil specielt kulturelle udtryksformer og krop og bevægelse være oplagte temaer at tænke ind over. Specielt præsentationsrunden ved seneste seminar indkald, gav gode idéer og gode synsvinkler.
Det er vigtigt at "gribe bolden" når børnene leger med ord og forsøge at føre dem videre med evt. rim og remser, lege, dans, musik osv.
Det at pjatte med sproget, lave nye ord og bytte om på navne på ting (eksempelvis kalde en kop for gaffel) er alt sammen med til at stimulere sprogudviklingen hos børn, hvilket er en meget vigtig proces i børns udvikling.
Sprog er ikke kun et kommunikationsmiddel, men et vigtigt redskab for kultur, herunder forståelse og skabelse af kultur.   

Aktivitet 3

Nedenstående link leder videre til vores Prezi som blev brugt til fremlæggelse af aktivitet 3 lørdag d. 26. oktober:

http://prezi.com/4mggoko91fmr/iis/

Aktivitet 2: Vittigheder

Jeg vil i det følgende beskrive en situation fra uge 32 i år, en uge inden sommerferien for folkeskolen sluttede. I denne uge var jeg vikar i en SFO på en friskole. Denne friskole ligger i landlige omgivelser ikke så langt fra mit hjem. SFOén havde åben hele denne uge, så de børn med forældre der skulle arbejde i denne uge, havde et pasningstilbud.
Friskolen er er forholdsvis lille med ca. 120 børn på hele skolen. SFOén har plads til 40 børn, men er ikke fyldt ud.

I denne var der i gennemsnit 20 børn hver dag, så der var god tid til at være sammen med børnene og lytte til hvad de havde lavet i deres sommerferie.

En dag stod jeg sidst på eftermiddagen udenfor og spillede bold med to piger og en dreng, alle tre var kommende 2. klasses børn. Vi kastede til hinanden på kryds og tværs. Børnene fortalte om deres sommerferie.

Lige pludselig siger en af pigerne:
"Jesper vil du høre en vits?"
"Ja" svarede jeg
"Sandwich!" skreg pigen og grinte og stoppede med at spille bold.

Så gik der ellers lidt sport i de sjove indfald, som jeg ikke husker alle af, men det med at kaste og gribe bolden, var lige pludselig ikke så vigtigt længere.

Den samme pige siger:
"Jesper, ved du hvorfor halmballer ligger stille ude på marken?"
"Øhh nej det ved jeg ikke" svarer jeg
"Det er fordi de føler sig presset til det" siger hun og griner

Senere fortæller hun videre:
"Jesper, ved du hvorfor vores hest der hjemme ikke må skifte pære i lamperne?"
"Det kan en hest jo ikke" svarer jeg og griner (jeg kender godt vitsen)
"Det er da fordi den altid taber pærerne" siger hun og griner
Netop denne gåde/vits står også i: Bjerregaard, Povl: Børns mundtlige legekultur, I: Mogens Sørensen (red): Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk forlag 2007

Det er den samme pige, som fortæller alle tre vitser. De to andre børn griner. Om de helt forstår ordspillet er jeg ikke helt sikker på.

Disse tre vitser hører under gåder og gådevitser, som er beskrevet i Bjerregaard, Povl: Børns mundtlige legekultur, I: Mogens Sørensen (red): Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk forlag 2007, side 273-276.

Alle tre fortællinger indeholder spørgsmål-svar-formlen. De tre svar kommer prompte og forventningsfuldt fra pigen, som griner højlydt allerede inden jeg når at svare. Svarerne indeholder tvetydigheder eksempelvis at halmballerne føler sig presset. Man kan blive presset til noget, men man kan i bogstaveligste forstand også blive sammenpresset som hamballer er.  

Resumé af tekst 3

Tekst 3 "Børn & kultur -mellem gamle og nye begreber og nye forestillinger" af Beth Juncker

Tiderne skifter, vi er gået fra modernitet til globalisering og er i gang med post eller senmodernitet, hvilket også påvirker begreber som børnekultur.

Kulturen er under forvandling og vi må nu være opmærksomme på, at børn rent faktisk skaber kultur og kultur ikke udelukkende er noget voksne præsenterer børn for. Børn er aktive deltagere og skaber af kultur. Børn må ikke længere udelukkende ses som becomings, men som beings. Børn er ikke nogen som skal formes til at blive voksne, de har noget elv noget at byde ind med. Dette udelukker dog ikke at de stadigvæk skal "fyldes på".


Det er vigtigt at skelne mellem kultur for børn, kultur med børn og børns kultur. Frem til 1980erne fandtes ingen forestillinger om børns egen kultur. Der fandtes kun de tilrettelagte oplevelsestilbud (kultur for børn) og aktivitetstilbud (kultur med børn).

Der er forskel på børnekultur og børns kultur. Børnekultur er noget som voksne skaber, mens børns kultur er noget børn skaber.

Børns kultur er en metakultur, som ikke er afhængig af andres/ældre/ normal forestilling om en kulturs ideer eller værdier. Børns kultur opstår bl.a. gennem leg, som opstår fordi det er sjovt.
Metakulturen opstår i pauserne mellem de voksenplanlagte og didaktiske aktiviteter. Det er her børnene kan være skabende og derved æstetiske.

Dermed er det æstetiske ikke længere kunst, bestemt af de voksne. Børn skaber æstetisk gennem leg, gennem dans, sang etc.

Vi bruger alle kroppen til at kommunikere med børn, til at frembringe grin, smil, angst, rytme etc.

Fokuspunkt 1: Er forskellen på børnekultur og børns kultur så vigtig, eller er det ordkløveri? Jeg tænker det godt kan blive ordkløveri og det vigtigste er at man er opmærksom på at børn også godt kan være skabere.

Fokuspunkt 2: når børn nu selv skaber kultur, skal vi voksne pædagoger så "på-dutte" børnene kunt og kultur eller skal vi helt lade vær? Jeg mener det skal være en kombination, hvor vi pædagoger anerkender børns kultur, men stadigvæk giver vores bud på kultur (eksempelvis litteratur) da det er med til at danne børnene

Tekst 2

Resumé af "At skabe antropologisk viden om børn" af Eva Gulløv og Susanne Højlund

Teksten handler om hvordan man kan tilegne sig viden omkring børn gennem feltarbejde. Feltarbejde er en overordnet betegnelse af forskellige etnografiske metoder, som er en grundsten i antropologisk arbejde.
Der er mange forhold der spiller ind i feltarbejdet og man må derfor gøre sig mange overvejelser inden, i forbindelse med arbejdet og i forbindelse med refleksionen omkring feltarbejdet.
Teksten tager udgangspunkt i børn og i hvordan feltarbejde blandt børn kan udføres.

Deltagerobservationer er vigtige i forhold til at tilegne sig viden om børn, da man ikke kan udlevere eksempelvis spørgeskemaer til børn, hvor de kan svare på forskellige spørgsmål og derved give forskeren viden omkring deres hverdag. I forbindelse med deltagerobservationer og feltarbejdet i det hele taget, er vigtigt at lægge afstand til sin egen kendte verden og sine egne værdier. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i lokale forhold inden feltarbejdet igangsættes. At undre sig er et andet vigtigt element i feltarbejdet og i forbindelse med deltagerobservationer.

Kontekst er et vigtigt forhold i forbindelse med studier omkring børn. Som forsker børn man overveje kontekster man ønsker at observerer børn i. Det er på forhånd svært at sige hvordan konteksten påvirker børnene og deres handlinger, så derfor er det vigtigt at observere i flere forskellige kontekster og først til slut i det lange feltarbejde, vil det være tydeligt hvordan den enkelte kontekst påvirker.

Uanset hvordan forskeren bærer sig ad, så vil resultatet af feltarbejdet aldrig blive 100% objektivt. Fortolkning er uundgåelig og derfor er det vigtigt at forholde sig til flere fortolkningsmuligheder end én. Der vil også altid foregå en udvælgelse af det man som forsker skriver ned, da det er umuligt at få alle detaljer med, specielt når der er fokus på nonverbale handlinger.
Subjektivitet er altså et vilkår indenfor feltarbejde med børn og netop derfor er indlevelse og refleksion over indlevelsen et grundvilkår.

Antropologi er rettet mod børns handlinger og viden og ikke mod deres perspektiver. Grunden hertil er, at vi aldrig vil kunne dele deres erfaringer. Børn er eksperter i deres eget liv og derfor vil den forståelse vi får gennem observationer aldrig være helt identisk med børns egen forståelse.

Fokus punkt 1: Deltagerobservationer eller video optagelser? Er det ene bedre end det andet, eller bør man veksle mellem disse to metoder, for at få så mange deltaljer med som muligt?

Fokuspunkt 2: Hvorfor tale om børneperspektiv, når der på side 31 står: " Antropologisk forskning retter sig således mod børns viden og handlinger, ikke mod repræsentation af deres perspektiver, for vi kommer aldrig så tæt på, at vi kan sige vi deler deres erfaringer eller ved, hvordan de tænker"?

Aktivitet 1

Resumé af "Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb! Børns kulturelle udtryksformer og værdier" af Beth Juncker

Det overordnede mål med artiklen er at fortolke temaet "Kulturelle udtryksformer og værdier", som er en del af loven om Pædagogiske læreplaner, som efter lov skal indgå i danske daginstitutioner.

Forfatteren mener, at det er en eksplosiv cocktail at tænke børns kulturelle udtryksformer sammen med læreplaner, da læring i almen forståelse handler om at få viden og dannelse, der gør det muligt at navigere i et voksent arbejdsliv.
De overnationale uddannelses -og kompetencetænkninger, foreskriver at læring skal integreres i leg i daginstitutionen. Heri ligger den føromtalte farlige cocktail, da læreprocesserne i legen ikke lægger sig op ad læreprocesserne for undervisning.

Man må, efter forfatterens mening, derfor tænke anderledes omkring børnekulturbegrebet. I det 19. og 20. århundrede så man børn som objekter, der skulle formes af voksne (subjekter). Børn skulle fodres med kultur (fortællinger, kunst, musik etc.) defineret af voksne. Børnekulturbegrebet sås som et socialiserings -og dannelsesfelt, defineret af voksne. Børn som objekter skulle gennem dette felt for selv at blive subjekter.

Der må nu gøres op med denne tækning, da børn rent faktisk er kultur skabere og børnekulturbegrebet bør derfor ses som et æstetisk felt, hvor børn skaber kultur.
Lektor Flemming Mouritsen skrev i 1996 artiklerne "Børnekultur-legekultur", hvor han ud fra et antropologisk syn bekriver børn som subjekter. Børn erkender gennem handlinger og skaber kultur gennem eksempelvis leg, fortællinger, gangarter og lyde. Når børn skaber kultur bliver børnekultur til et æstetisk felt, som ikke længere udelukkende defineres af voksne. Det meningsfulde i de æstetiske processer ligger i selve formen, legen og det sociale samvær, som skabes af dem der er med, nu og her. Kvaliteten af det æstetiske defineres af dem der er med. Det er altså dem, der er med i legen der afgør om det er godt eller skidt.

Der gøres her op med tanken om, at børn er objekter og ikke subjekter.

Fokuspunkt 1: At børn er subjekter, der selv kan definere om noget er godt eller skidt. Vi voksne skal ikke udelukkende se dem objekter, der skal fyldes med kultur vi nødvendigvis synes er godt.

Fokuspunkt 2: At vi voksne bør være mere opmærksomme på små ting, som gangarter, lege osv. og ikke forsøge at undertrykke dette, eksempelvis ved at skynde på et barn når det forsøger at undgå at træde på "stregerne" mellem fliserne. Men derimod anerkende at det er del af barnets dannelse.