Tekst 2

Resumé af "At skabe antropologisk viden om børn" af Eva Gulløv og Susanne Højlund

Teksten handler om hvordan man kan tilegne sig viden omkring børn gennem feltarbejde. Feltarbejde er en overordnet betegnelse af forskellige etnografiske metoder, som er en grundsten i antropologisk arbejde.
Der er mange forhold der spiller ind i feltarbejdet og man må derfor gøre sig mange overvejelser inden, i forbindelse med arbejdet og i forbindelse med refleksionen omkring feltarbejdet.
Teksten tager udgangspunkt i børn og i hvordan feltarbejde blandt børn kan udføres.

Deltagerobservationer er vigtige i forhold til at tilegne sig viden om børn, da man ikke kan udlevere eksempelvis spørgeskemaer til børn, hvor de kan svare på forskellige spørgsmål og derved give forskeren viden omkring deres hverdag. I forbindelse med deltagerobservationer og feltarbejdet i det hele taget, er vigtigt at lægge afstand til sin egen kendte verden og sine egne værdier. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i lokale forhold inden feltarbejdet igangsættes. At undre sig er et andet vigtigt element i feltarbejdet og i forbindelse med deltagerobservationer.

Kontekst er et vigtigt forhold i forbindelse med studier omkring børn. Som forsker børn man overveje kontekster man ønsker at observerer børn i. Det er på forhånd svært at sige hvordan konteksten påvirker børnene og deres handlinger, så derfor er det vigtigt at observere i flere forskellige kontekster og først til slut i det lange feltarbejde, vil det være tydeligt hvordan den enkelte kontekst påvirker.

Uanset hvordan forskeren bærer sig ad, så vil resultatet af feltarbejdet aldrig blive 100% objektivt. Fortolkning er uundgåelig og derfor er det vigtigt at forholde sig til flere fortolkningsmuligheder end én. Der vil også altid foregå en udvælgelse af det man som forsker skriver ned, da det er umuligt at få alle detaljer med, specielt når der er fokus på nonverbale handlinger.
Subjektivitet er altså et vilkår indenfor feltarbejde med børn og netop derfor er indlevelse og refleksion over indlevelsen et grundvilkår.

Antropologi er rettet mod børns handlinger og viden og ikke mod deres perspektiver. Grunden hertil er, at vi aldrig vil kunne dele deres erfaringer. Børn er eksperter i deres eget liv og derfor vil den forståelse vi får gennem observationer aldrig være helt identisk med børns egen forståelse.

Fokus punkt 1: Deltagerobservationer eller video optagelser? Er det ene bedre end det andet, eller bør man veksle mellem disse to metoder, for at få så mange deltaljer med som muligt?

Fokuspunkt 2: Hvorfor tale om børneperspektiv, når der på side 31 står: " Antropologisk forskning retter sig således mod børns viden og handlinger, ikke mod repræsentation af deres perspektiver, for vi kommer aldrig så tæt på, at vi kan sige vi deler deres erfaringer eller ved, hvordan de tænker"?

Aktivitet 1

Resumé af "Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb! Børns kulturelle udtryksformer og værdier" af Beth Juncker

Det overordnede mål med artiklen er at fortolke temaet "Kulturelle udtryksformer og værdier", som er en del af loven om Pædagogiske læreplaner, som efter lov skal indgå i danske daginstitutioner.

Forfatteren mener, at det er en eksplosiv cocktail at tænke børns kulturelle udtryksformer sammen med læreplaner, da læring i almen forståelse handler om at få viden og dannelse, der gør det muligt at navigere i et voksent arbejdsliv.
De overnationale uddannelses -og kompetencetænkninger, foreskriver at læring skal integreres i leg i daginstitutionen. Heri ligger den føromtalte farlige cocktail, da læreprocesserne i legen ikke lægger sig op ad læreprocesserne for undervisning.

Man må, efter forfatterens mening, derfor tænke anderledes omkring børnekulturbegrebet. I det 19. og 20. århundrede så man børn som objekter, der skulle formes af voksne (subjekter). Børn skulle fodres med kultur (fortællinger, kunst, musik etc.) defineret af voksne. Børnekulturbegrebet sås som et socialiserings -og dannelsesfelt, defineret af voksne. Børn som objekter skulle gennem dette felt for selv at blive subjekter.

Der må nu gøres op med denne tækning, da børn rent faktisk er kultur skabere og børnekulturbegrebet bør derfor ses som et æstetisk felt, hvor børn skaber kultur.
Lektor Flemming Mouritsen skrev i 1996 artiklerne "Børnekultur-legekultur", hvor han ud fra et antropologisk syn bekriver børn som subjekter. Børn erkender gennem handlinger og skaber kultur gennem eksempelvis leg, fortællinger, gangarter og lyde. Når børn skaber kultur bliver børnekultur til et æstetisk felt, som ikke længere udelukkende defineres af voksne. Det meningsfulde i de æstetiske processer ligger i selve formen, legen og det sociale samvær, som skabes af dem der er med, nu og her. Kvaliteten af det æstetiske defineres af dem der er med. Det er altså dem, der er med i legen der afgør om det er godt eller skidt.

Der gøres her op med tanken om, at børn er objekter og ikke subjekter.

Fokuspunkt 1: At børn er subjekter, der selv kan definere om noget er godt eller skidt. Vi voksne skal ikke udelukkende se dem objekter, der skal fyldes med kultur vi nødvendigvis synes er godt.

Fokuspunkt 2: At vi voksne bør være mere opmærksomme på små ting, som gangarter, lege osv. og ikke forsøge at undertrykke dette, eksempelvis ved at skynde på et barn når det forsøger at undgå at træde på "stregerne" mellem fliserne. Men derimod anerkende at det er del af barnets dannelse.

Om mig

Jeg hedder Jesper og læser pædagogik på netstudie ved UC Syd i Aabenraa.

Jeg har har sammenlagt arbejdet i børnehave i 6 år og har derudover arbejdet hos Danmarks Idræts-Forbund/Danmarks Olympiske Komité, hvor jeg også er kontouddannet.

Denne blog vil jeg bruge i forbindelse med DKK faget, hvor jeg vil skrive indlæg til løsning af stillede opgaver i faget.

God læse lyst!